Egentlig tror jeg ikke, at jeg er sådan ægte et konkurrencemenneske. Men jeg kan godt lide at dyrke sport. Forskellige slags sport. Og lige nu er jeg bare helt vild med at køre mountainbike. Jeg har fundet en lokal klub, hvor vi ofte kører i kuperet terræn, og jeg elsker det. Jeg bruger en masse energi, og jeg har det bare sådan, at når adrenalinen virkeligt pumper, så vil jeg bare ligge forrest i feltet. Jeg får mange kommentarer fra de andre, som jeg kører sammen med.
Ikek for alle
Der er nogle af dem, som virkeligt tager det ilde op, når jeg bare spurter forbi dem. De råber efter mig. Bander over mig. Lover mig, at jeg nok skal få lov til at se deres baghjul. Det er ligesom med til at hæve spændingen endnu mere. Når vi så er tilbage i klubben efter at have brugt nogle timer på banen, så er der ingen sure miner eller onde opstød om, at jeg er en dårlig kammerat. Tværtimod. Vi er de bedste venner igen og kan grine af, hvad der skete ude på turen. Og der sker meget mere, end man tror. Der er nogle, der vælter undervejs. De skal naturlig samles op og hjælpes videre. Vi tjekker da også for at se, om der er sket noget med dem.
Undgå skader
Vi forsøger at undgå sportsskader, men det kan ikke undgås 100%. Sådan er det bare. Selv er jeg også væltet et nogle gange. De fleste gange har der ikke været noget at skrive hjem om efter sådan et styrt. Men der har været et fald, hvor jeg bare forstuvede mit håndled, fordi jeg lige nåede at række armen ud for at beskytte mig under faldet.
Det var en hamrende irriterende og helt igennem fjollet sportsskade. Jeg kunne have undgået den, hvis jeg havde sænket farten lidt. Men nej. Jeg skulle selvfølgelig vise mig overfor de andre. Vise dem, hvor hurtigt og nemt jeg kunne komme igennem det der mudderhul i svinget. Resultatet: Jeg skred i svinget, faldt og måtte hvile håndleddet i mange dage. Helt idiotisk af mig.
Kan en massagepistol mon hjælpe?
Mine holdkammerater hjalp mig selvfølgelig op på min bike igen. Men det var altså en kamp for mig at cykle hjem. Jeg måtte jo køre langsomt og forsøge at styre uden om farlige mudderhuller og tage svingene med ro. For mig var det et nederlag af kæmpedimensioner. Når man har det her billede af sig selv af, at man kan klare alt, og er stærk, så er det altså svært at indrømme, at et forstuvet håndled gør ondt. Tænker ikke at min såkaldte massage gun kan hjælpe lige der?
Selvfølgelig var der ikke nogen, der gjorde grin af mig. Også selvom jeg faktisk græd. Et forstuvet håndled gør meget ondt. Jeg fik lagt en god forbinding på leddet. Måtte lade være med at cykle i flere dage. Men hævelsen faldt rimeligt hurtigt, og jeg havde ikke brug for fysioterapi. Heldigvis. Da jeg kom tilbage til klubben, blev jeg da også hilst med glade tilråb, og vi cyklede en lille tur sammen. Bare stille og roligt. Sådan for lige at tage føling på hinanden igen. Åh, det er konge at være en del af et hold.
